i Work Best Alone//Tatiana

S Kortrummet.

V Skyet, men lidt varmt.

Tid 19,00

O Tatianna og Oliver.

Påklædning: En blå T-shirt og et par blå Jeans.

*Før samme dag.*
Oliver, havde brugt næsten hele dagen ude i labyrinten med Tatiana. Af en eller anden grund, skulle de løbe sammen denne gang, hvilket gik Oliver på. Han var derfor blive tvunget til og løbe sammen med en, kunne han ikke bare have fået lov til og løbe alene. Men regler var regler, så derfor hang han på dette her. Dagen havde, ellers været meget normalt som runner. Men da de ikke, rigtig, havde snakket sammen før og nok ikke rigtig ville komme til det. Dagen var ved og være slut, da Oliver kiggede op på himlen. Han vidste at de var nød til og komme tilbage, men gud hvor ville han det ikke. Som altid følte Oliver de kom længere og længere væk fra deres mål, jo viste. De, havde fundet ud af lidt men der, havde været for stille på det sidste. Oliver vende hans blik mod Tatiana, hvorefter han lod et enkel ord forlade hans mund, "vi skal måske løbe tilbage nu Porten lukker snart." Efter de ord kiggede Oliver sig omkring, hvorefter han begynde og løbe hen til lysningen igen, med Tatiana.


Oliver kunne se, hvordan porten var ved og lukke han sætte farten op, hvorefter han kastet sig selv ind igen. Oliver lavet nærmest et rollefald, hvorefter han rejste sig hurtigt op igen da han var kommet derind. Han kiggede sig omkring, hvorefter han så over mod huset, Tatiana var kommet før ham. Da han som altid ville tag en omveje, for at se efter om der var en vej ud de, havde overset. Oliver lod hans øjne se sig omkring, hvorefter han gik hen og gik ind og hen i kortrummet. Oliver lod hans øjne se på kortet, hvorefter han byttet lidt rundt og kiggede på det. Oliver så på det igen, hvor han kørte en hånd gennem hans hår så det ikke, var så meget i vejen.

Tia havde løbet med Oliver idag, en fyr der aldrig gav hende chancen for at komme tæt på. Det var som om, at han undgik at tale til hende medmindre det var nødvendigt - hvilket naturligvis ikke fik hende til at give op. Normalt løb hun med Wil, så derfor var det noget helt andet at løbe med Oliver. Hun var hurtig og mere kvik end man troede af hende. Folk havde det med at dømme hende på udseendet. De var heldigvis kommet tilbage lige på kornet. Som de sidste for denne dag. Tia, tørrede sved af på panden med sin håndryg og bevægede sig ind i kortrummet da Oliver var kommet igennem. Hun var van til at have en plan lagt, og styr på, hvor hendes makker var. Og Oliver var ekstremt utilregnelig. Plus det var Tia man talte om, hun havde været så bekymret for hun havde mistet ham på det sidste sekund.

Det havde nok gjort, at hun lige nu var en smule irriteret. Men hun fik til kortrummet. Hun lagde armene lidt overkors, og holdt sig mærkeligt nok lidt i baggrunden.
"Næste gang vi løber sammen, så lad venligst vær med at lave sådan nogle stunts i sidste sekund. Jeg var ved at vende om." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå. Hendes mørke hår var sat op i en høj hestehale. Tia var kendt for at være den positive og optimistisk i lysningen, også den første pige.

Som altid lod Oliver ikke folk komme tæt på sig, da hans ide med det hele var. At så længe de var her, betød en ting kun noget og det var, finde udvejen. Oliver så på kortet, mens han bytte lidt rundt på det. Han, havde opdaget at Tatiana var bag ham, men han sagde intet. Da hun endelig talte rynket Oliver hans øjnebryn, hvorefter han vendte sit hovedet om mod hende, "Jeg har ikke behov for en der holder øje med mig, jeg når det altid i sidste sekund, og det har jeg tænkte mig og forsætte med, og du skal ikke bekymre dig om mig jeg skal nok nå det." Oliver tørte kort hans pande af, som der var kommet noget jord på. Inden han kiggede på kortet igen, hvorfor skulle det tag så lang tid og komme ud af dette helvede tre år, havde han nu levet her 3 år, de eneste år af hans liv han kunne huske. Han kende kun sit efternavn, efter en tatovering han bar på hans skulder. Olivers øjne så på kortet en sidste gang, inden han vende sit blik mod Tatiana. "Så bare sørge for du selv kommer ind, jeg behøver ikke hjælp af folk til og gøre mit job." Lød det kort fra Oliver, hvorefter han tog sin hånd op og kørte det gennem hans rodet hår. Olivers øjne, så derefter på kortet igen, der måtte være noget han, havde overset men hvad kunne han ikke komme i tænke om.

Hun rystede let på hovedet. "Og du synes måske ikke du burde ændre lidt i den plan. En eller anden dag ender du med at lave en enkelt fejl i den lille plan - og ingen overlever en nat i labyrinten, du ved ligeså godt som jeg. Selvom vi runnere, ændre det ikke på, at labyrinten ændre på sig selv hver eneste nat." Svarede hun med et bryn hævet. Der var et eller andet over Oliver, som gjorde, at hun altid endte med at diskutere med alt han sagde. Måske var det hans ligeglade attitude som irriterede hende så grufuldt.
"Det så bare ikke fedt at stå og være den eneste der kommer tilbage en dag. Tro mig. Jeg har prøvet at miste en makker i labyrinten før. Og jeg har ikke tænkt mig at lade det ske igen." Tilføjede hun stadigvæk med sin lettere køllige tone. Det lignede hende ikke, men han irriterede hende så meget! hun kunne ikke holde det ud. Hun gik op på siden af ham og kiggede på kortet. "Lad os gå ud og få noget mad inden de andre æder det hele. Vi skal være klar til i morgen." Sagde hunså en smule mere afslappende.

Oliver gad ikke engang at svare hende, hvis hans plan ikke virket ville han bare dø, det var jo ikke fordi nogen ikke kunne tag hans plads i længden. Oliver vende sit blik på hende da hun var færdig med og rette på mig, "hvis det sker, så sker det Tatiana men jeg kan ikke bare vente i evigheder og følge en bestemte rute, jeg er nød til og se om jeg, har overset noget, og end til videre har jeg overlevet." Lød det kort og kontant fra Oliver af, hvorefter han lyttet til hende igen, "makker jeg vil nu ikke kalde os to makker, Tatiana tag det ikke personligt, men du er en runne lide som mig og nogen andre, og det er det eneste vi har til fælles." Oliver så på kortet igen, hvorefter han hørte at hun ændre sin stemme lidt, så hun havde en mere afslappet tone, hvilket Oliver os var gået ned til. Han så på kortet en sidste gang, hvorefter han sukkede og vende sit blik mod Tatiana igen, "det har du nok ret i jeg kan ikke gøre mere her nu så, hvorfor ikke." Oliver forlod kort efter kortrummet med Tatiana, hvorefter han gik ned efter mad med hende. Da de ankom tog han bare en lille potion til sig selv, hvorefter han tog et lille stykke brød og gik over og sætte sig for sig selv igen, han kunne ikke fatte det var tre år siden, han var blive smidt herinde. Men han måtte lære og leve med det, dette sted var hans hjem end til de kom væk som Graham havde sagt til ham før, han måtte begynde og åbne sig for andre folk. Men halvdelen kende han ikke og den anden halvdel holde han sig fra, da han ikke mente man skulle åbne sig for folk. Han tygget kort efter på brødet, hvorefter han kigget mod porten og lytte, til Labyrinten som, ændret sig igen.