Don't Worry - Tatiana

Graham sad i udkanten af Sovepladsen og lod sine brune øjne skue udover de sovende skikkelser. Der var fredfyldt i Lysningen på den tid af dagen, hvilket netop var grunden til, at han altid stod op så tidligt, selvom han ikke behøvede. Hans vagter begyndte først om dagen, når alle var stået op, men han kunne godt lide at opleve den stille, fredfyldte morgenstund lige inden solen stod op. Det betød også, at udgangene til Labyrinten stadig var lukkede, men der ville ikke gå længe før, at portene blev åbnet med rabalder og så ville Runnerne forsvinde derud. Tatiana ville smutte derud. Hun var en af de eneste, han virkelig bekymrede sig om. Altså, han ville selvfølgelig gerne holde enhver lysboer i live, men det var bare noget andet med Tatiana. Hun var som en lillesøster for ham, så han skulle selvfølgelig beskytte hende, selvom hun ikke havde brug for det, og det kunne han ikke, når hun var ude i Labyrinten. Så var han nødsaget til at trave bekymret rundt i Lysningen og sørge for, at der ikke opstod slagsmål og andet klunk.
Han kløede lidt i sit røde hår, da han kiggede ud mod øst. Det begyndte at lysne op derude. En halv time, så ville portene åbne sig. Han affærdigede den deprimerende tanke og lod sin ryk hvile op af træet, der stod lige bag ham. Der var noget betryggende ved at skue udover lysboerne. De var hans familie, allesammen, måtte han erkende. Skaberne havde jo sørget for, at han ikke kunne huske noget som helst. Det gjorde ham stadig rasende at tænke på, selv efter alle de år i Lysningen. Han ville aldrig vende sig til det - aldrig. En dag måtte de Runners finde en udvej. Det kunne ikke være helt umuligt, det nægtede han at tro på. Han var ikke typen, der higede efter håb eller lod håbet dræbe sig, kun når han vidste, at håbet var rigtig nok. Der var en eller anden udvej!

Hun var stået tidligt op som altid. Lidt før de andre runnere også, fordi hun ville være sikker på, at være fyldt op til dagen. Hun havde lavet lidt øvelser for sin fleksibilitet også. Der var en halv time til de skulle afsted nu. Hun havde sat det mørke brune hår op i en høj hestehale, og bevægede sig afsted for at finde Graham. Da hun så ham sidde op af træet gik hun op og satte sig ved siden af ham. Hun vidste at han ikke altid brød sig ligemeget om, at hun løb derud. De alle havde et arbejde, og hendes var måske det, hvor livet hang mest i en tråd hver eneste dag. Men de gav trods alt ikke op før de fandt en vej ud. Det måtte kunne lade sig gøre på en eller anden måde.
"Sovet godt?" Startede hun ud med let. Det var en typisk måde at starte en samtale på. Hun lod blikket glide udover de andre der sov så tungt, hun forstod aldrig, hvorfor de gad sove så længe. Selv når William gav hende fri, så tog hun med ham alligevel. Hun kunne ikke klare, hvis der var nogle der løb ind i labyrinten alene så derfor tog hun altid med. Tia prøvede altid at hjælpe alle, og det gjorde hende ofte stresset - så at løbe gjorde det lettere for hende at føle sig mere fri, og mindre stresset.
"Vi løber snart.. ikke at du jo ikke ved det, men ja." Sagde hun med en let blid stemme og flyttede blikket tilbage på Graham.

Graham lod sit hoved ramme stammen, så hans øjne var vendt skråt op mod morgengryens himmel. Med en indånding lukkede han øjnene. Et flygtigt smil spejlede i hans læber, som han sad der - rolig og afslappet. Der var så få stunder, hvor han følte sådan, så det var virkelig befriende. Han nød det mere end han måske skulle, men Lysningens hektiske og aktive hverdag tog hårdt på ham, selvom han ikke ville indrømme det overfor sig selv eller nogen andre. Han kunne sagtens klare det, blive ved med at klø hundrede procent på, mente han, men det var bare sådan, at han var et menneske. Et helt normalt menneske.
"Bedre end igår, i hvert fald." Mumlede han, da Tatiana dukkede op."Har du sovet vidunderligt?"Spurgte han, og sendte hende et lille smil, så smilerynkerne dukkede op. Det var så sjældent, at han tillod sig at smile. Sandt at sige, så smilede han bare kun når det var nødvendigt, ligesom, at han kun talte når det var nødvendigt. Sådan var han politik, enkelt nok. Selvom han levede et sted som Lysningen, så var han nødt til at have nogen leveregler.
"Bare pas godt på dig selv, ikk'? Og find én udvej." Blinkede han smilende til hende. Hun var én af de få personer, der ville knuse hans indre, hvis hun døde - dystert nok. "Hvem løber du med idag? Will?" Spurgte han. Når det var Will, hun løb med, kunne han slappe lidt mere af. Will var en af de personer, han stolte fuldt ud på. Han vidste godt, at han ikke skulle være så overbeskyttende med det Runner job, men han kunne ikke lade være. Tia var hans lillesøster, sådan følte han det virkelig, men samtidig var han også glad ved, at hun var Runner. Så skulle udvejen nok findes en dag! Graham prøvede at være tålmodig på et punkt, men det var så shucking svært. Han kæmpede virkelig en indre kamp, som han nogen gange var ved at tabe, men med et sidste slag, havde han vundet for en stund.

Hun lyttede let til hans svar.
"Det var altid noget." Tilføjede hun lettere kækt. "Yeah, det altid lettere at sove når man har løbet en hel dag. Vi runners er nok dem som falder hurtigst i søvn vil jeg gætte på." Svarede hun. Ikke fordi hun mente de andre ikke lavede noget. Men at løbe hele dagen i labyrinten og sammentidig huske hver eneste krog og mur var anstrengene. Nu havde Tia også været her i lang tid. Let kiggede hun udover igen, til Graham sagde hun skulle passe på. Hun smilede skævt til ham og lagde sit hoved blidt på hans skulder.
"Det gør jeg altid, og jeg skal nok blive ved med det." Svarede hun ham, og smilede for sig selv. "Jeg skal gøre mit bedste." De gjorde vel altid deres bedste for at finde en vej ud. Det var den største drøm, at hjælpe alle med at komme ud herfra. Hun løftede hovedet.
"Nogle skal jo holde øje med Will, så ja. Jeg løber med ham, det gør jeg normalt også, medmindre der er andre planer." Svarede hun let. Fordi hun ligepræcis havde været i lysningen så længe som hun havde, så havde hun nok bedst forhold til Will af de andre runnere. Hun havde været den første pige i lysningen, og de to herre - Will og Graham havde taget godt imod hende. Derfor var det nok dem hun var tættest på. Selvom hun var typen som let kunne snakke med alle, og gjorde alt for den gode stemning.
"Der er så dejlig stille heroppe. Jeg forstår godt du vælger det her sted." Hun lukkede øjnene let og tog en mundfuld frisk luft ind, og åndede let ud. Stille placerede hun sit hoved på Grahams skulder igen. Det var rart med en som kiggede efter hende på den måde, Tia satte virkelig meget pris på det. OGså selvom hun måske ikke altid fik det sagt, men hun var sikker på, at han vidste det.

"Det kan du have ret i." Nikkede han. At være Runner var én af de mest hårdeste og krævende professioner, så han kunne lige forestille sig hvordan de faldt pladask i søvn, mens han selv skulle ligge og tænke i timevis. Det var bare et behov, han havde. Som Bagger havde man en hektisk dag, der ikke kunne bruges på at dvæle i hans egne platte, filosofiske tanker, så det måtte han gemme til aftenen - om det så kostede ham et par timers søvn. I det mindste fik hans krop hvilet. Hans hjerne ville nok altid være igang med et eller andet rod. Han kunne ikke lade være med at slukke den fra, selvom han indimellem burde.
"Det er jeg glad for at høre." Svarede han smilende og lagde en arm rundt om hendes skulder, da han mærkede hendes hoved på sin skulder. "Det ved jeg .. I skal nok finde den udvej, det er jeg overbevist om!" Kom det opmuntrende fra ham. Om det var for at opmuntre ham selv eller Tatiana, det vidste han faktisk ikke. Han havde bare brug for håbet, selvom det var en ualmindelig farlig ting at lade gløde, men samtidig var det nok én af de ting, der holdt ham levende. Det var ikke noget, han selv var klar over, det lå bare og summede et sted i hans overfyldte hjerne - og hjerte.
"Ja, vi har brug for et par pusterum engang imellem, ikke?" Han sendte hende endnu et smil. Han kunne rigtig godt lide at sidde op af træet, som han gjorde nu. Det gjorde han jo hver morgen, men med Tatiana ved siden af sig, så fik han nærmest en følelse af lykke. Der var stadig mennesker, der var værd at holde af og som han ikke kunne lade være med at holde af. Tatiana var hans lillesøster. De var nok ikke biologiske søskende, men det betød absolut intet i Lysningen. Det var en sag, der absolut ikke spillede nogen rolle, faktisk, for man kunne jo ikke huske livet før Lysningen..