Stayin' Tree - Lincoln

Marcello lod sine brune øjne kiggede udover de små marker, der var placeret i den ene ende af Haven, der efterhånden fyldte en del i Lysningen. Boksen havde lige sendt nye afgrøder op, så det skulle plantes og gødes, altså skulle Track-Hoes på arbejde i de kommende dage. Ham og Lincoln havde dog besluttet at gøde noget hvede den formiddag, så der var lidt mindre tilbage. Det var derfor, at hans store fødder den varme, hede formiddag, stod plantet i udkanten af en mark, hvor der ikke voksede noget på halvdelen af den, så der var plads til f.eks. hveden.
"Vi kan plante to lange rækker her, tænker jeg?" Foreslog Marcello.
Han gestikulerede mod noget af den tomme mark. De havde jo ikke brug for afsindig meget hvede af gangen, for så ville det bare blive tørt og kedeligt, hvis det lå for længe, så to rækker indtil videre, ville nok være rimeligt. Måske skulle der en plantes en række til, det kunne Lincoln afgøre. Lincoln og Marcello var ankommet nogenlunde samtidig i Lysningen og var endt med at blive Track-Hoes begge to, så de havde et ret tæt venskab, og nu arbejdede de også side om side, som Keeper og Second, så de så en del til hinanden.
Han bøjede ned i sine knæ, så han kunne åbne en af stofposerne, hveden lå i. Fermt tog han en lille håndfuld frø op i sin arrede, slidte hånd, der var vant til hårdt og krævende arbejde. Det så fint ud. Han havde ikke regnet med andet, men det var alligevel altid godt at tjekke. Engang, var der en Greenie, som havde kastet op udover en pose med fuldkorn, hvilket havde været ekstremt klamt og spild, så Marcello havde skrevet sig selv bag øret, at han altid lige skjule tjekke en ekstra gang. Det var trods alt vigtige afgrøder - det var dem, der holdt lysboerne i live, så der var helst ikke noget, der skulle gå til spilde!

Lincoln spejdede op mod solen, og skærmede for lyset med bagsiden af sin hånd. Det var snart middagstid, og han følte sig en lille smule bagud, fordi der havde været lidt bøvl med den nyankomne, så der var gået en times tid, før de kunne tage afgrøder og diverse andre ting op fra boksen. Efter alt var blevet sorteret, havde Marcello og ham besluttet sig for at plante hvede. Det tidligere areal med hvede, havde været en stor succes, og køkkenet havde flere gange spurgt, om de ikke snart kunne få lavet mere mel. Nu var det altså nu. Med ny hvede skulle det snildt kunne lade sig gøre.
Link kiggede tilbage mod jorden, og nikkede til Marcellos forslag.
"To rækker skulle være nok, tror du ikke?" Spurgte han. Det skulle kunne give nok hvede til godt 4 måneder, for der var stadig massere af spelt-mel til brød og havre til grød. Hvede var bare dejligt let i mad, så han glædede sig helt til resultaterne. Han sendte sin Second et hævet øjenbryn og et skævt smil, og nikkede, da han begyndte at tjekke kornet. De huskede vidst begge to det uheldige optrin, med den skrækslagne Greenie, og siden fyren i Boksen idag, heller ikke ligefrem havde været helt på toppen, var det smart at tjekke kornet igen.
"Alt godt?" Spurgte han, og smilede varmt.
Lincoln satte sig på hug, og mærkede på mulden foran sig. Lidt tørt, men det havde også været en tør måned. Så måtte de bare håbe på, der snart kom regn, for det tog lang tid at skulle vande en hel mark. Han smilede skævt for sig selv. Ikke at de havde så meget andet at lave end at passe haven selvfølgelig, det var jo deres job, så det hele kunne lade sig gøre. Det tog bare forbandet lang tid at skulle vande det hele. Han klukkede dæmpet for sig selv, og rejste sig op igen. "Ser ud til, vi også snart skal have vandet igen - hvis da ikke vejret har tænkt sig at ændre sig," sagde han med en let drilsk undertone i stemmen.

Marcello lod endnu en gang sit solbrændte, slidte ansigt skue udover marken. Der var nok ikke nogen, der var glad for at være fanget i Lysningen, men han satte pris på, at han var endt som Track-Hoe i stedet for noget som Slicer eller Slopper, - det havde han bare ikke lyst til. Han holdt dog virkelig af at bevæge sig rundt i plantagerne og markerne. Der følte han sig ligesom hjemme, som det eneste sted i hele Lysningen, for der var jo ikke særlig meget, der virkede hjemligt. De fleste drømte bare om deres tabte liv. Det gjorde Marcello selvfølgelig også, for det var ikke særlig sjovt at få slettet alle sine minder. Det var yderst bittert.
"Joh. Vi kan jo altid plante mere." Svarede han med et lille små grin, for at "plante lidt mere" krævede en del arbejde og sved.
Han var dog glad for at have Lincoln ved sin side. De var gamle, gode venner, og de arbejdede virkelig produktivt. Så længe, at de to var der, så løb lysboerne ikke tør for brød, i hvert fald - heller ikke frugter. Det var der godt styr på.
"Alt godt." Svarede han Lincoln, da han lagde frøene tilbage i posen. Intet skulle gå tabt. "Intet bræk." Grinte han. Den episode var en god, intern joke, og sådan noget skulle man holde fast i, for at holde humøret oppe. Han rejste sig op igen og bankede en fod ned i den tørre jord. Det var ikke fordi, at han brød sig synderligt om regn, men markerne havde i den grad brug for det. Det var tidsspild at gå rundt og vande afgrøderne, når regnen kunne gøre hele arbejdet på en nat, så han krydsede fingre for, at skyerne snart ville sprække.
"Ja. Jeg håber inderligt, at det snart begynder at regne." Han kiggede alvorligt op på den skyfri himmel. "Regn er meget mere produktivt end vores hænder." Bekendtgjorde han, selvom Lincoln selvfølgelig vidste det i forvejen, men han var ikke én, der holdt tingene for sig selv.