As the Sun Sets - Tatiana

Will spejdede op mod den lavthængende sol for mindst tyvende gang indenfor en times tid. De var en lille smule sent på den.
Det havde været en stille dag inde i labyrinten. Der havde ikke været alt for meget uro, de havde umiddelbart ikke hørt til Grieverene og de havde været fokuserede og effektive. Han havde startet morgenen ud med at give alle de andre Runners fri - normalt var man ikke afsted ude i labyrinten hver dag, men de seneste dage havde Will presset sit team hårdt, og de havde brug for en pause. Han havde siddet aftenen forinden med Leo, der havde fortalt ham, at hans team allerede sov, hvilket var forståeligt, når de havde brugt hele dagen på at løbe, men det havde alligevel sagt ham, at de havde brug for en fridag. Ingen havde rigtige fridage i Lysningen, selvfølgelig, men en fridag for labyrinten. Alligevel havde Tatiana besluttet sig for at tage med på dagens tur igennem de støvede, faldfærdige vægge. Han var glad for ikke at være helt alene, selvom han nødigt ville indrømme det, tænkte han med et skævt smil, og skævede til Tatiana, der løb et halvt skridt foran ham, fokuseret som altid.
Will, der kort havde skiftet sit fokus mod Tatiana, nåede ikke at se den løse rod, der havde vokset sig fra muren og ud på den støvede beton, før hans fod satte sig fast i den. Selv med hans hurtige reaktionsevne, var der ikke andet at gøre end at strække armene for at tage lidt af faldet. De havde haft fart på, og hans kunne ikke rykke foden væk fra roden, så han endte med at blive kastet i jorden med benet i en ubehagelig vinkel.
Knæk
Will råbte uvilkårligt op, da hans ankel snappede, og han ramte jorden med håndflader og knæ. En brændende smerte skar op i hans venstre ben, og han råbte igen, for at få afløb for smerten. Med tågede tanker, skubbede han sig bagud, for at få foden ud under roden. Så knyttede han hænderne, lænede hovedet op af muren bag sig og råbte for en god ordens skyld, én gang til.
"Shuck!"

Graham var selvfølgelig ikke glad for, at hun tog afsted når han vidste hun knoklede røven ud af bukserne til daglig. Men hun ville ikke lade William tage afsted alene. Hun ville ærlig talt ikke kunne leve med sig selv, hvis der skete noget med ham. Desuden var der alligevel en slags frihed ved at løbe, og hun elskede det. Hun kunne da også løbe rundt i lysningen, men folk ville bare se hende som en der var i vejen, hvis hun blev ved for længe. Så herude var vel hvor hun hørte til. Tatiana var en smule foran Will, og et knæk skreg igennem hendes ører. Men det tog hendes tid for at breme op da de jo havde enorm fart på. Hun vendte sig om, og så William ligge på jorden. I rent instinkt løb hun tilbage, og lod sig glide henover den hårde jord - så hendes knæ brændte og efterlod sig et par hud afskrabninger. Hun havde altid kunne lide William, det var noget hun holdt skjult. Men det var ikke alle hun ville løbe ind i labyrinten sammen med alene.  Hun lagde en hånd på hans kind, og kiggede kort efter øjenkontakt. Så derefter kiggede hun på hans skade. Det kunne være en forvredet ankel eller værre. Hun var ikke ligefrem i den profession til at ville kunne sætte de rette ord på hans tilstand. Alt hun vidste var de skulle tilbage.
"Vi skal tilbage med dig Will." Sagde hun alvorligt, med en klang af bekymring. Hun løftede blikket op, det var ret sent at være ude når der var en såret. De skulle helst ikke blive herinde igennem natten. De færreste overlevede, hvis nogle overhovedet gjorde? Ikke så vidt hun huskede. Tatiana flyttede blikket over på Will igen.
"Tror du, at du kan støtte på den?" Spurgte hun en smule skeptisk. Hvis de slap levende for det her, så håbede hun på, at Graham ikke blev for sur på hende - hun vidste han bekymrede sig meget om hende. Han så hende trods alt som en lillesøster, ekstremt overbeskyttende tiltider, hendes profission hjalp ham ikke ligefrem.

Will måtte desperat hive i al sin viljestyrke for ikke at slå på noget - hvad som helst, for at få afløb for hvor forbandet ondt det gjorde i anklen - og han knyttede i stedet hænderne så hårdt han kunne. Det ville være dumt at ende med en brækket hånd eller finger, bare fordi hans krop sydede af vrede. Hvor dum havde man lov at være, ikke at kigge ned når man løb? Midt i alle sine vrede tanker, skimtede han et par brune øjne, og mærkede en hånd på sin kind. Han rynkede øjenbrynene sammen, mens han prøvede sit bedste for at få sine øjne til at fokusere. To sekunder senere klarede hans blik op, og stædig som han var, nikkede han til hendes første sætning. De var i forvejen en lille smule sent på den, ikke noget farligt - eller ikke noget der havde været farligt, hvis de begge to havde haft begge ben helt raske. Han snerrede for sig selv, sendte en hurtig sværm af bandeord ud i luften, og tog en dyb indånding. Med sin raske fod støttende op af roden, han før var faldet over, skubbede han sig bagud, hårdt op af muren. Han greb gryntende fat i en af de tykke grene, der voksede omkring murerne, og hev sig op at stå på én fod.
Han sugede luft ind mellem sammenbidte tænder, og kiggede op, da Tatiana igen snakkede. Kunne han støtte? Han kiggede ned på sin fod, og skar ansigt bare ved tanken om hvor meget den dunkede.
"Nope," mumlede han, og kiggede op i himlen. Irritationen over sin egen dumhed, var så voldsom, at han knyttede hænderne igen. Pis, pis, pis.
"Okay," sagde han tøvende, og humpede langsomt langs muren, med hænderne gribende fat i de mange planter for at støtte sig. "Vi har omkring en time." Han stoppede med at humpe, og vendte sig for at kigge på Tatiana. "Du kan sagtens nå det alene, Tia." Han lagde tøvende hovedet på skrå, og betragtede den unge pige foran sig. Hun var hurtig. Hurtigere end de fleste. Kvikt hovede, nysgerrig og vigtigst af alt stædig som bare fanden. Vigtige træk, der havde været med til at hun blev valgt som runner. Og altså, konstaterede Will, en pige, de ikke ville kunne undvære i Lysningen. Hun blev nødt til at nå hjem, med eller uden ham.

Hun tog ikke øjnene fra ham da han stille rejste sig humpende op. Tia var ikke i tvivl om, at han anstrengte sig for det. Stædig var han. Det skulle man skam også være for at være runner. Hun satte begge sine hænder på sine hofter og hævede på et bryn - med et lille skævt smil.
"Selvfølgelig kan jeg nå det alene... men jeg har ikke i sinde at efterlade dig alene." Svarede hun ham, og gik over til ham, for at han kunne støtte sig op af hende. Will var en af de personer hun havde kendt længest. Ligesom Graham, så kunne de læse hende som hun var. Det kunne de andre også, men hun var altid en anelse for hjælpsom i lysningen hvis hun havde tid til overs. Hun kunne ikke stå stille og glo - hun skulle fortage sig noget. Men specielt Graham og William havde hun knyttet sig lidt mere til end de andre. Så selvfølgelig havde hun ikke i sinde at efterlade Will her.
"Støt dig til mig, vi skal nok komme hjem indenfor en time." Det var ønsketænkning. Men normalt når hun satte sig et mål, så nåede hun det. Hvis ikke, så måtte de ikke miste håb nu. Det var der simpelthen ikke tid til! Okay de havde en time.... og det var ikke ligefrem fordi, at der var kort vej tilbage til lysningen. Enten ville hun blive skældt ud af Graham for at komme tilbage uden Will, eller blive skældt ud for ikke at komme hjem natten over - hun havde set realiteten i øjnene - og hellere sikre sig at Will overlevede! Hun ville ikke kunne bære at vende ryggen til ham - og han kendte hende nok til at vide, at det ikke var en mulighed. Nu når hun tænkte over det, var det godt, hun var taget med. Men så igen! Hvis han ikke var kommet tilbage var hun sikkert løbet ind efter ham, så det var endt sådan her ligemeget hvad!
"Klare du den?" Spurgte hun og flyttede de mørke øjne over imod Will.