Last Man Standing - Sarah

Sted: Lægestuen, Infirmeriet, 2. etage, Bostedet.
Tid: 18.30
Vejr: Solen er ved at gå ned, der er forholdsvis lunt og sommerligt.
Omgivelser: Med-Jacks, der er ved at forlade rummet.

Leo smilede bredt og tilfreds over dagens arbejde, mens han betragtede sit team forlade rummet med højt humør. Selvom der kun havde været få problemer - en sømmer i en hånd, en forstuvet ankel, en brækket lillefinger og en masse mindre skader - havde alle arbejdet godt og fokuseret, men idag med en mere munter og drilsk tone. Det var sådan nogle dage, der var de bedste dage, følte han, for så var det svært at forblive negativ og pessimistisk over deres nuværende situation. Han havde også bestemt behøvet lidt positiv energi efter de seneste par dage, hvor alle havde været nedtrykte på grund af tabet af en Glader, de ikke havde kunne redde.
Han vendte sig om, for at rydde det sidste op, tilfreds med endelig at være lidt alene efter en hektisk dag. Han vidste at der var bålaften i aften, og han vidste også, at han ikke havde tænkt sig at deltage. Han havde brug for en rolig aften, hvor han kunne gå og fifle med småting og måske læse i en bog eller to. Da han tænkte på bøger, vendte han sig mod højre og greb de to nærmeste, for at stable dem på et af bordene i hjørnet, og så satte han sig ned, og pustede ordenligt ud.
For første gang den dag trak han vejret ordenligt, og følte han kunne slappe af i skuldrene. For nyligt var han begyndt at tvivle på sig selv - bestemt efter de mistede Vincent - og han havde svært ved ikke at lade sit team vide, at han gik og var usikker. En leder måtte ikke være usikker, sagde han til sig selv, ikke når der er så mange problemer.
Med et skævt smil rystede han på hovedet over sig selv, og kløede sig lidt forlegent i håret.
"Leo, du bliver nødt til at tage dig lidt sammen," mumlede han til sig selv, mens han rejste sig, for at åbne vinduet, så den lune sommeraften kunne lufte ud i rummet.

Sarah kunne ikke lade være med at smile, da hun så de andre Med-Jacks forlade lokalet.
Det havde været en af de gode dage, og for de fleste blev den snart endnu bedre grundet bålaftenen der snart gik i gang. Det var det tætteste på en fest man kunne komme på i Gladen, og Sarah elskede at sidde rundt omkring bålet og drikke hjemmebryg, synge sange og bare ikke tænke på andet end at have det rart - hvilket var en luksus her - men alligevel følte hun sig ikke rigtig i humør til bålaften i dag. Hun var udmattet efter de sidste par dage, hvor hele Gladen havde været i dyb sorg over at have mistet en af deres venner. En ven, som de ikke havde været i stand til at redde.
Et stik af skyld ramte hende som en pil gennem hendes hjerte, og det smil der ellers altid prydede hendes kønne læber blegnede, for til sidst at forsvinde helt. En ensom tåre undslap hendes øje, og trillede langsomt ned ad hendes kind. Med rystende hænde fjernede hun den, mens hendes tanker stadigt kredsede omkring alt det der var sket her på det sidste. Det var sjældent hun græd, og i det hele taget viste nogle former for sårbare følelser. Hendes evige glæde var hendes skjold mod Gladens evige mørke, men af og til måtte man altså lade sin skjoldarm hvile, og bare lade følelserne strømme ind. Det var nu hun gjorde det.
Lyden af et vindue der åbnedes fik Sarah rystet ud ad sine deprimerende tanker, og hun satte straks sin glade facade op igen, i frygt for hvad der kunne ske, hvis hun viste nogle former for sårbarhed. Med tøvende skridt gik hun i retningen af hvor lyden var kommet fra, og blev oprigtigt overrasket over at se, at hun ikke var den eneste tilbage i Infermariet. "Leo?" åndede hun med et lettet smil, da hun fik øje på ham. "Jeg troede du var gået."