Not you again, dammit - Amelia

Sted: Ved værkstedet
Tid: Omkring middag
Vejr: Overskyet, men lunt.
Omgivelser: Staldende, blodhuset og en masse dyr.

Lincoln havde haft en virkelig, virkelig dårlig dag. For det første havde han sovet dårligt om natten, noget han ikke normalt havde problemer med modsat mange andre, der havde mareridt. For det andet havde han brugt størstedelen af morgentimerne på at have en lang samtale med Leo, der var knust af sorger efter de fornyligt mistede en god fyr fra Lysningen, og Leo bebrejdede sig selv. Det havde været en mental hård samtale, og Link var forfærdenlig dårlig til negativitet i længere tid af gangen, så da han endelig var færdig med at snakke med Leo, havde han håbet på en normal arbejdsdag. Det fik han ikke. For det tredje var han vågnet op til at hele den venstre del af deres tomatstativer var brast sammen. Hele formiddagen havde de brugt på at organisere, hvordan det skulle håndteres, og han havde fået sat alle igang med, det de nu skulle gøre, før han selv havde kunne gå fra dem, for at finde noget eller nogen til at fikse de ødelagte tomatstativer.
Han bankede kort på døren til det lille skur, der fungerede som værksted, for at høre om der var nogen der inde, men da der ikke kom nogen respons, åbnede han døren, og gav sig til at rode kasserne igennem, efter det værktøj, som han skulle bruge.

Amelia havde som mange andre ikke sovet særlig godt. Hele Lysningen havde summet af en depressiv og tung stemning, siden Vince havde besluttet sig for at springe ud fra muren og praktisk talt begå selvmord. Det pissede i det hele taget Amelia af, at nogen kunne finde på at være så selvisk, bare at tage sit eget liv. Alle tog sit slæb, sådan var det bare, og det var første gang imens hun havde været i Lysningen at én var død på den måde. Ingen snakkede om, om det var sket før, men det hang lidt i luften mellem de ældre Gladers, at det ikke var første gang.
På trods af den dårlige nattesøvn og den dårlige stemning, havde hun for en gangs skyld prøvet på at holde humøret højt. Det var sjældent at hun var den optimistiske person, men hun havde virkelig prøvet idag. Ikke at hun havde snakket med særligt mange, hun havde mest af alt fokuseret på sit arbejde.
Efter at have repareret et hul i taget på Bostedets bygning, var hun nu på vej hen for at ligge redskaberne på plads i skuret. Eller værkstedet, som det jo egentlig blev kaldt, selvom det bare var et skur med en masse bras. En eller anden dag, tænkte hun, ville hun prøve at sortere lidt i tingene der inde, fordi ingen kunne finde rundt i det.
Lige som hun havde tænkt tanken, hørte hun nogen rode rundt, og sukkede let for sig selv.
"Brug for en hånd?" Kaldte hun, og bankede to gange på skurets skrøbelige trævæg.

Lincoln stirrede en smule fortabt rundt i rummet. Virvaret af mærkelige metal-ting, knive, pinde og snor indikerede, at det var det rigtige sted han var taget hen. Alligevel var det totalt uoverskueligt, og han anede overhovedet ikke hvor han skulle kigge først.
"Okaaaay," mumlede han for sig selv, og begyndte at kigge rundt i nogle kasser, tættest på døren. Snor var let at finde, og det skulle han bruge. Søm - eller de små metalpinde, som de brugte som søm - kunne han ikke finde, og gav sig til at rode videre. Alverdens dimser, han ikke anede, hvad kunne bruges til, lå spredt i bunden af stort set alle kasserne, men ikke et eneste sted kunne han finde søm. Lige som han var på nippet til at give op, hørte han en stemme udefra, efterfulgt af to bank. En pige - en Bricknick eller Builder, håbede han ihærdigt på. Han smilede let for sig selv, glad for at hans held var ved at vende. Måske ville hun vide hvor sømmene var.
Link puffede sig bagud, og åbnede døren, der kun stod på klem.
"Åh, ja tak!" Svarede han, og trådte udenfor med et lidt fortvivlet ansigtsudtryk. "Jeg kan simpelthen ikke fi-"
Han stivnede.
Amelia.
Hvordan kunne én dag være så dårlig?
Der var virkelig ikke mange folk i Lysningen som Lincoln ikke brød sig om. Han var generelt set en person, der kom godt ud af det med alle, på grund af hans optimistiske og tilbagelænede personlighed. Amelia var ikke én af dem han kom godt ud af det med.
"Right," mumlede han, og hævede et øjenbryn. "Nevermind." Der var ingen omkring dem, og ingen grund til at opretholde en venskabelig facade overfor hende. Og hun havde alligevel ingen intentioner om nogensinde at hjælpe ham, så han gad ikke engang spørge.