Blue Light - Clarke

Graham luntede, med hænderne dybt begravet i sine lommer, hen langs flodbreden. Han var på en af sine vagter, for at se om alt var som det skulle, sammen med Clarke - en anden Bagger, der var lidt yngre end ham selv.
Selvom solen stod højt på himlen og spredte sine varme stråler udover hele Lysningen, havde han stadig en frakke på, der havde et par store lommer, der passede til han store, grimme hænder. Man skulle tro, at han svedte med den på, men det gjorde han ikke. Der var ikke én svedperle, der trillede ned af hans pande eller ryg, han følte sig komfortabel i frakken på trods af vejret. Vejret skulle da overhovedet ikke bestemme hvad han klædte sig i! På flere punkter var han én stædig, ung mand, men det var der ikke mange, som vidste. Han var stædig for sig selv. Det var kun ham selv, der vidste, at han var stædig. Sådan var det altid. Der var en masse lysboere, der troede, de kendte ham, men det gjorde de faktisk ikke og sådan kunne Graham godt lide det. Altså, han elskede lysboerne. De var hans familie. Men det betød ikke, at de skulle vide alt om ham. Nogen ting havde han brug for at holde for sig selv, hvilket var næsten alting..
Hans slidte sko ramte jorden, der var lidt fugtig omkring floden. Floden var livskilden i Lysningen, så den var rigtig vigtig, men det betød ikke, at folk lod væremed at slås ved den. Han havde tit taget et par arrige knægte bryde mod hinanden i vandkanten. Det var så plat. De var blevet straffet med et døgn i Brummen, for at have overtrådt reglen, "Skad aldrig en anden lysboer. Vi bliver nødt til at stole på hinanden." Det var utroligt, at der var nogen, som ikke kunne lade være med at tænke på sig selv bare en gang imellem. Der var da også stunder, hvor Graham havde ondt af sig selv og bare ville dø, men han holdt det for sig selv og blev ved med at kæmpe. At slå på sine venner gavnede ikke nogen.